“Yellowstone” er en af de serier, der i de seneste år virkelig har formået at tage det klassiske westernunivers og give det en moderne og brutal overhaling. Jeg startede med at se den ud fra en vis nysgerrighed: Kevin Costner i front, en storslået amerikansk natur som bagtæppe og løftet om en dramatisk fortælling om familiens kamp for at bevare en gigantisk ranch i Montana. Det lød umiddelbart fristende, men jeg havde ærligt talt ikke regnet med, at serien ville suge mig så meget ind.
Serien følger John Dutton (Costner) og hans familie, der driver Yellowstone-ranchen – et ubegribeligt stort landområde, der konstant er truet af spekulanter, nabostammen, som kræver deres ret til jorden, samt de lokale myndigheder. Konflikterne er benhårde, og man får hurtigt fornemmelsen af, at Dutton-familiens forsvarskrig mod omverdenen er en uendelig kamp. Forvent ingen romantiske forestillinger om det idylliske liv som rancher; “Yellowstone” er rå, ubehagelig og brutal, og netop derfor føles den også ærlig og nærværende.
Det, der især ramte mig, er karakterernes kompleksitet. John Dutton er ingen fejlfri helt; han er stædig, kompromisløs og grænser ofte til det hensynsløse, når det gælder familiens og ranchens overlevelse. Samtidig opdager man, at han i virkeligheden er fanget mellem tradition og modernitet – mellem at bevare en kulturarv og at anerkende, at tiden er løbet fra den form for magt og ejerskab. Hans børn er hver især bundet ind i dette narrative net: Beth, der er hård og følelsesmæssigt mærket, Kayce, der forsøger at finde fred mellem sin fars verden og sin kones arv fra reservatet, og Jamie, der konstant kæmper med sin identitet og loyalitet. Deres indbyrdes relationer er så tætpakkede med hemmeligheder, forræderi, kærlighed og gensidige sår, at det i sig selv er nok til at holde spændingen kørende.
Seriens billedside er også værd at fremhæve. Montanas landskaber er i sig selv en karakter, og den endeløse horisont, de dybe dale og de snedækkede bjergtoppe danner en storslået kulisse, der både emmer af frihed og ensomhed. Det er naturen på godt og ondt, præcis som livet på ranchen.
Tempoet i “Yellowstone” kan til tider være langsomt, og der er episoder, hvor jeg syntes, den trak tiden lidt unødigt. Men den tålmodige belønnes; det er en fortælling, der dvæler ved konsekvenserne af valg og handlinger i stedet for blot at kaste sig hovedkulds fra plotpunkt til plotpunkt. Og netop den insisteren på at vise, hvordan hver konflikt trækker dybere spor i karakterernes psyker og forhold, gør, at serien bliver ved med at føles relevant.
For os, der voksede op med klassiske westernfortællinger og derefter har set verden blive mere kompleks, er “Yellowstone” en påmindelse om, at fortiden aldrig er helt forbi, og at kampen om jord, identitet og familie kan tage mange former. Den er ikke en feel-good serie, men den er rystende og vedkommende, og den rammer en nerve, man måske ikke vidste, man havde. For mig var “Yellowstone” en oplevelse, der både var underholdende og tankevækkende – en moderne western, der, ligesom den rå natur den udspiller sig i, ikke lader sig tæmme.
Tre gode grunde til at se “Yellowstone”:
- Visuel overdådighed: Serien udspiller sig i et landskab, der nærmest er en karakter i sig selv. De storslåede, vidtstrakte landskaber gør, at man suges ind i universet.
- Dybe karakterer: Rollerne er komplekse og flerdimensionelle. Det er ikke blot en klassisk helte/superskurk-opdeling, men mennesker med fejl, motiver og hemmeligheder.
- Moderne western med kant: “Yellowstone” formår at give genren et nutidigt twist, der behandler temaer som retfærdighed, familiearv og kulturkollision på en medrivende måde.
Tre grunde til at vælge noget andet:
- Langsomt tempo: Handlingen kan til tider føles trægere end mange andre moderne serier, hvilket ikke passer alle.
- Stor investeringskrav: Det omfattende persongalleri og komplekse konflikter kræver koncentration og tålmodighed.
- Mindre humor, mere alvor: Hvis man er på udkig efter let underholdning eller grin, er “Yellowstone” mere et tungt drama end en letfordøjelig hyggeserie.
Leave a Reply